Gentagelse vs. Genbeskrivelse. Om forholdet mellem instrumentelle og artistiske praksisser

Coachingfeltet flyder over med metoder og teknikker til udvikling i og af samtaler. Men sj ldent stilles der kritisk lys p metodernes gr nser og begr nsninger, og diskuteres en metodes begr nsninger g res det stort set altid for at pege p et alternativ. Heroverfor peger vi i artiklen p , med afs t i Rorty’s neopragmiatisme, at der er noget principielt uforeneligt mellem p den ene side idealet om coaching som en fris ttende praksis og p den anden side tanken om, at fris ttelsen kan ske ved at samtalen f lger en bestemt struktur. Artiklen slutter af med, stadig med Rorty, at pege p metaforen, improvisationen og ironien som alternative frihedsunderst ttende samtalepraksisser.